Forhistorien: Dansk Politik i Sydslesvig 1864-1945 

Sydslesvig er den sydlige del af det forhenværende danske hertugdømme Slesvig, der strakte sig fra Kongeåen ved Kolding til Ejder-floden ved Rensborg.

Efter krigen mellem Danmark og Prøjsen/Østrig i 1864 blev Hertugdømmet Slesvig okkuperet af de tyske sejrherrer og indlemmet som provins "Schleswig-Holstein" i kongeriget Prøjsen i 1867.

Umiddelbart efter den prøjsiske besættelse begyndte det danske politiske arbejde i Slesvig. På dette tidspunkt var der ikke tale om mindretalspolitik. Det politiske arbejde beroede på et flertal i befolkningen. De danske kandidater til politiske embeder opnåede derfor også klare flertal ved valgene i området.

Det politiske arbejde i de tyske parlamenter var en slags protestbevægelse imod den tiltagende undertrykkelse af alt dansk i landsdelen og mod tvangsindlemmelsen i kongeriget Prøjsen. Allerede dengang opfattede de danske sig som uafhængige af politiske ideologier. Den egentlige politiske målsætning var at kunne hævde sig kulturelt og folkeligt overfor den mægtige nye "herre".

Dette krav om menneskenes ret til at leve i overensstemmelse med deres egen kulturelle identitet lever den dag i dag videre i SSV’s forståelse for kulturel mangfoldighed. 

Men det danske flertal gik tabt gennem årtierne som prøjsisk provins. Ved folkeafstemningen i 1920 måtte befolkningen selv vælge, om de ville leve i Danmark eller Tyskland. Mens nordslesvigerne stemte sig hjem til Danmark, var resultatet i Sydslesvig en skuffelse for de danske politikere: Det gamle hertugdømme Slesvig blev for første gang i sin historie delt mellem to stater.

Men heller ikke dette nederlag formåede at stoppe det danske politiske arbejde. Danske borgere stillede fortsat op til valgene i det tyske rige - og havde succes.

Efter 1933 var det dog ikke længere muligt at udøve rent politisk arbejde. Mindretallet fik af nazi-magthaverne tildelt pladser i "marionet-kommunerådene". Meget foregik nu i det stille og i hemmelighed. Mange af de ellers få modstandsfolk under krigen var politisk aktive mennesker fra den danske del af befolkningen.

Efter Anden Verdenskrigs slutning i 1945 oplevede den danske politik en ny blomstringstid. Af forskellige grunde sluttede en stor del af befolkningen op omkring den danske bevægelse. Mange håbede på og forventede, at Sydslesvig ville blive genforenet med Danmark.

Ved det første demokratiske valg efter befrielsen - kommunalvalget 1946 - stemte en stor del af befolkningen på kandidaterne fra Sydslesvigsk Forening (SSF) og det dansksindede socialdemokratiske parti i Flensborg (SPF). I Flensborg, Slesvig, Harreslev Lyksborg og en række andre kommuner fik de danske politikere absolutte flertal på over 50 % af stemmerne.

Ved landdagsvalget i 1947 fik den dansksindede bevægelse 33 % af stemmerne i Sydslesvig. Tager man højde for de store tal østtyske krigsflygtninge i regionen, så bliver resultatet endnu tydeligere: 55 % af stemmerne fra den hjemmehørende befolkning gik til danske kandidater.

Efterkrigsårenes danske politikere var ikke organiseret i et parti, men opstillede som enkeltpersoner. Mindretallet stillede derfor krav om at disse personer fik de samme rettigheder og muligheder som de tyske partier. Som følge deraf fik det af den britiske besættelsesmagt pålagt at grundlægge et politisk parti: SSW.