50 år SSW

Den 25. juni 1998 var det 50 år siden, at Sydslesvigsk Vælgerforening, den politiske organisation for det danske mindretal og de nationale frisere i Sydslesvig blev oprettet. Lars N. Henningsen, som er en af forfatterne til SSWs jubilæumsbog, fortæller her om SSW gennem de 50 år.  

SSWs forhistorie går tilbage til 1945. Da Nazi-Tyskland brød sammen, åndede det lille danske mindretal lettet op. "Nu vil vi hjem", udtalte flensborgeren smedemester Samuel Münchow, som var en af de ledende i mindretallets politiske og kulturelle organisation Den slesvigske Forening. Store dele af den hjemmehørende befolkning sluttede op bag mindretallets ønske om en grænseflytning.

Reaktionen i Danmark var imidlertid skuffende. Den 9. maj kom statsminister Buhls regeringserklæring om at "grænsen ligger fast". Den britiske besættelsesmagt var af samme opfattelse. Den 16. oktober 1945 måtte Samuel Münchow konkludere: "Vi er fuldstændig anvist på os selv. Der er foretaget indledende skridt, så vi kan arbejde politisk". Nødtvungent indså mindretallets ledelse, at der skulle arbejdes på længere sigt. Man var nødt til at søge anerkendelse som politisk parti.

Forbud mod grænsepolitik

I disse måneder blev de første skridt taget til at danne politiske partier og grundlægge et nyt demokratisk styre i Tyskland. Den 11. oktober 1945 indgav Den slesvigske Forening ansøgning til den britiske besættelsesmagt om at blive anerkendt som politisk parti. Det store mål var grænseflytning.

Et sådant ønske havde blot ingen chancer hos briterne. Den 31. oktober 1945 blev ansøgningen afslået - ønsket om grænseflytning var utilladeligt. Det lykkedes kun at opnå godkendelse af Den slesvigske Forening som kulturel organisation. "Der må ikke drives politik, men Sydslesvigsk Forening kan opstille medlemmer af foreningen til valg til de lokale råd i [Sydslesvig]", hed det i paragraf 3 i de statutter, som blev godkendt i september 1946.

På dette grundlag opstillede SSF uafhængige kandidater til kommunalvalgene i september og oktober 1946. Men de havde ikke fuld ligestilling med de politiske partier og kunne ikke føre grænsepolitisk agitation.

En ny ansøgning blev indgivet 28. november 1946. Resultatet blev en tidsbegrænset tilladelse til at opstille med et politisk partis rettigheder ved landdagsvalget den 20. april 1947, men stadig med forbud mod grænsepolitisk agitation. Valget blev en succes. Den danskorienterede bevægelse vandt ca. 33 % af alle stemmer i Sydslesvig, eller 55 % af de hjemmehørendes stemmer.

Britisk tilbud

Det gode resultat forstærkede ønsket om at få politisk anerkendelse. Den 5. december 1947 meddelte briterne, at det ville være muligt at opnå politisk anerkendelse, hvis der blev udformet et politisk program som for ethvert andet parti. Programmet måtte ikke indeholde ønske om at overdrage dele af tysk territorium til en andet land eller at oprette et nyt uafhængigt territorium på tysk område.

Det var hårde betingelser. Ud over hele Sydslesvig reagerede de enkelte afdelinger af Sydslesvigsk Forening med en massiv afvisning: "Under ingen omstændigheder vil vi give afkald på forbindelsen med moderlandet. For Sydslesvigs befolkning er der kun et, der går frem for alt: Genforening med Danmark", lød det fra SSF-distrikterne.

De danskorienterede sydslesvigerne var altså ikke indstillet på at oprette et parti på de britiske betingelser. Men de blev nødt til at forhandle. Briterne krævede en todeling af det danske organisationsliv. De politiske aktiviteter skulle varetages af et nyt politisk parti, som ikke måtte have forbindelse til Danmark og ikke kræve grænseflytning. Sydslesvigsk Forening skulle begrænse sig af det dansk-kulturelle liv og videreføre de kulturelle forbindelser nordpå.

Partiprogrammet

Programmet for den nye politiske organisation blev udarbejdet af Sydslesvigsk Forening i juni 1948. Navnet blev "Südschleswigscher Wählerverband". Vælgerforeningen blev grundlagt sammen med de nationale frisere. Forbilledet var de danske nordslesvigeres politiske organisation under fremmedherredømmet "Vælgerforeningen for Nordslesvig".

Det første SSW-program er et interessant dokument. På dette tidspunkt var den dansk- of frisiskorienterede bevægelse endnu ikke afgrænset som mindretal. Ved valget året før havde man jo vundet et lille flertal af de hjemmehørendes stemmer. Man håbede fortsat at kunne vinde nye tilhængere blandt alle dem, som var skuffet over fortidens preussisk-tyske politik, og som var opskræmt over de mange flygtninge. Derfor blev den ny politiske organisation ikke præsenteret som dansk og frisisk mindretalsparti. Definitionen var langt mere rummelig: "Sydslesvigsk Vælgerforening er et hjemstavnsforbund, hvor alle befolkningskredse er repræsenteret" [Der Südschleswigsche Wählerverband ist ein Heimatverband, in dem alle Bevölkerungskreise vertreten sind], hed det i første sætning. SSW fremstod netop ikke som parti, for partibegrebet havde i manges øjne spillet fallit. Det specielt danske og frisiske blev kun nævnt direkte et sted, i kravet om ligeret for landsdelens tre sprog og kulturer dansk, frisisk og tysk og frit skolevalg.

SSWs program var i øvrigt udtryk for et kompromis. Det egentlige ønske hos mange dansksindede, drømmen om forening med Danmark, tillod briterne ikke at nævne. Kravet om selv at bestemme landsdelens fremtidige tilhørsforhold, evt. gennem en folkeafstemning, kunne kun nævnes i tilslørede vendinger. Det kom kun frem i punkt 12: "Sydslesvigs nutid og fremtid skal udformes efter den sydslesvigske befolknings vilje" [Gegenwart und Zukunft Südschleswigs müssen nach dem Willen der südschleswigschen Bevölkerung gestaltet werden]. Kun den indviede kunne se, at perspektivet her var genforening med Danmark.

I stedet blev hovedkravet, at Sydslesvig blev adskilt fra Holsten, og at der blev oprettet et særligt Land Südschleswig. Desuden krævedes en omflytning af de mange flygtninge. I kulturlivet skulle råde fuld frihed og ligeret for de tre sprog dansk, frisisk og tysk.

Balancegangen lykkedes. Programmet nåede gennem det britiske nåleøje. Den 5. august 1948 var Südschleswigscher Wählerverband godkendt. 

Parti i splid med sig selv

Så begyndte en hektisk opbygningsfase. I den konkrete propaganda præsenterede SSW sig som det eneste ægte talerør for de hjemmehørende sydslesvigeres interesser. Brodden var vendt mod flygtninge og Holsten/Preussen. "Sydslesvigere! Slut jer sammen for at bevare hjemstavnen mod de fremmedes dominans og vort slesvigske folkepræg fra undergang" [Südschleswiger! Schließt Euch zusammen, um die Heimat vor der Überfremdung und unser schleswigsches Volkstum vor dem Untergang zu bewahren] hed det i SSWs første opråb. Kun hjemmehørende skulle have del i embeder og styre i det selvstændige "Land Sydslesvig".

Programmet dækkede over vidt forskellige holdninger blandt stifterne. På den ene side stod det gamle danske mindretal med centrum i Flensborg, som ville arbejde for en ren dansk linje, for selvbestemmelsesretten og genforening. Landdagsmand Samuel Münchow og hovedparten af flensborgerne stod på denne linje.

Mod syd og vest i landsdelen mente mange, at denne linje på forhånd var dømt til fallit. Danmark havde jo sagt nej til en umiddelbar grænseflytning. Derfor gjalt det om at arbejde på langt sigt. Vigtigst var de nære politiske mål: oprettelsen af Landet Sydslesvig og flygtningenes fjernelse. Ved en tolerant national linje skulle tyske sympatisanter blandt de hjemmehørende bringes ind i folden. Slesvigs borgmester, landdagsmand Hermann Clausen, var en moderat tilhænger af denne linje. Den tidligere socialdemokrat og en tid lang bydirektør i Husum Georg Beckmann drømte om en bred politisk folkebevægelse af ligestillede danske, tyske og frisere.

I de første år var modsætningerne nær ved at spalte partiet. Den kulminerede i 1950, men derefter lykkedes det Hermann Clausen som landsformand frem til 1956 at samle partiet på kravet om udøvelse af selvbestemmelsesretten, dvs. den kulturelle selvbestemmelseret. 

Tilbagegang

Kommunevalget 1948 blev SSW's første store kraftprøve. SSW fik 26 % af stemmerne i Sydslesvig. SSW blev i disse år et vigtigt talerør for de hjemmehørendes utilfredshed med den officielle flygtningepolitik.

Alligevel lykkedes det ikke at opretholde de første års store valgtal. Tilbagegangen kom dog forbavsende langsomt. Endnu i 1951 fik SSW ca. 22 % af stemmerne i Sydslesvig. Dårligere gik det ved forbundsdagsvalg, hvor det kun 1949-53 lykkedes at få et mandat i Bonn. Hermann Clausen fra Slesvig udfyldte denne vigtige opgave med glans.

I landdagen havde SSW siden 1947 6 mandater, men en 5%-spærregrænse indført i 1950 blev hurtigt et problem. SSW opstillede kun i Sydslesvig, og derfor var det dobbelt svært at nå 5 % af alle stemmer i den samlede delstat. I 1954 kom SSWs stemmeandel i Slesvig-Holsten ned på 3,5 %, dvs. under spærregrænsen, og mindretallene mistede deres pladser i Kiel.

Herefter blev kommunerne det vigtigste virkeforum. Først Bonn-erklæringen i 1955 tændte lys forude. SSW blev nu fritaget for spærregrænsen, og i 1958 indtog Samuel Münchow og Berthold Bahnsen atter pladserne i Kiel, på baggrund af en stemmeandel i Slesvig-Holsten, som nu udgjorde 2,8 %.

Dansk mindretalshverdag i Sydslesvig

I disse år ændredes SSWs rolle. Fra omkring 1950 var det oprindelige separatistiske budskab og drømmen om genforening uden reelt indhold. Målet blev derfor nyformuleret. Sydslesvig skulle ikke bringes til Danmark, men Danmark til Sydslesvig. SSW fik til opgave at skabe betingelser for en dansk og frisisk hverdag for den befolkningsdel, som nu blev afgrænset som dansk mindretal og nationale frisere. Gennem praktisk politik skulle sikres de bedst mulige økonomiske betingelser.

I landdagen markerede den frisiske landdagsmand Berthold Bahnsen frem til 1971 en sådan politik. Han samlede sin energi om de spørgsmål, som var af konkret betydning for mindretallene og fik et godt samarbejde med tyske politikere. 

SSW som regionalparti

I 1966 fik SSW nyt partiprogram. Her erkendte SSW sin begrænsning: "SSW er den politiske repræsentation for den danske og den national-frisiske befolkning i Sydslesvig" [Der Südschleswigsche Wählerverband (SSW) ist die politische Vertretung der dänischen und national-friesischen Bevölkerung im Landesteil Schleswig] lød første sætning. Definitionen som "hjemstavnsforbund med repræsentanter for alle befolkningskredse" [Heimatverband, in dem alle Bevölkerungskreise vertreten sind] var forsvundet. Samtidig anmeldte SSW sig som aktiv medarbejder i landet Slesvig-Holsten: "I bevidstheden om statsborgerligt medansvar vil SSW konstruktivt arbejde med på landets udformning" [In Bewußtsein staatsbürgerlicher Mitverantwortung will der SSW an der Gestaltung des Landes konstruktiv mitabeiten]. Dette medarbejde ikke kun i Sydslesvig, men i hele landet, var muligt efter at både grundloven og Bonn-erklæringen fra 1955 havde sikret mindretallets ret til kulturel selvbestemmelse. SSW ville arbejde ud fra det demokratiske nordiske forbillede, så mindretallene blev en bro til nabostaten og fortaler for landsdelens særlige historie og behov.

I det næste program fra 1981 blev ambitionerne udvidet. SSW fremhævede sig nu som "Anwalt des Landesteils Schleswig", som fortaler ikke blot for bestemte folkegrupper, men for Sydslesvig som sådan. SSW ville være et ligeværdigt regionalparti. 

Karl Otto Meyer-æraen

Det blev linjen, da Karl Otto Meyer i 1971 efter Berthold Bahnsens uventede død overtog mandatet i Kiel. Den nye landdagsmand viste hurtigt en ny stil. Mens Bahnsen ikke lagde skjul på sine borgerlige grundholdninger, stod Meyer til venstre for midten. Han tog stilling til landspolitikken i bred almindelighed - ikke kun til mindretalsspørgsmål. Stædigt kæmpede han for fuld ligeberettigelse til de danske og frisiske befolkningsdele. I landdagen steg antallet af SSW-initiativer markant i 1980'erne. Et af resultaterne var forhøjelsen af skoletilskuddene til 100 % i 1985.

Ved valgene blev tilbagegangen nu afløst af stabilisering. Mandatet i landdagen lå fortsat på vippen, men SSW blev gang på gang tungen på vægtskålen, når der skulle dannes regering i Kiel. Det gav øget opmærksomhed i medierne. Af særlig betydning blev den såkaldte Barschel-skandale i 1987. Karl Otto Meyer optrådte i medierne som den ubestikkelige og SSW som det eneste ubelastede parti. Bonus'en var et klart forbedret vælgresultat i 1988. Siden har SSW oplevet en stadig fremgang - ikke mindst i områder uden stærk dansk og frisisk kulturtradition. 

Vedvarende succes

Fremgangen fortsatte også efter at Meyer forlod landdagen i 1996. Ved landdagsvalget i 1996 kunne SSW for første gang siden 1962 indtage to sæder i landdagen. De nye landdagsmedlemmer var Anke Spoorendonk fra Harreslev og Peter Gerckens fra Husum. Succes'en kulminerede foreløbigt til landdagsvalget den 27. februar 2000, hvor SSW - hjulpet på vej af en ny valglov - kunne forhøje sit stemmetal fra 38.285 til 60.367.

I årene 2000-2005 er SSW repræsenteret i landdagen med tre mandater: Anke Spoorendonk, friseren Lars Harms og Silke Hinrichsen.

Forfatteren Lars N. Henningsen er historiker og leder af Arkivet og Studieafdelingen ved 

Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Norderstr. 59

24939 Flensburg

Tel.: 0461-8697-0

email: lh@dcbib.dk