København-Bonn erklæringerne – 60 år og hvad så?

18.03.2015 15:49

Kronik til Flensborg Avis af SSWs landssekretær Martin Lorenzen

Bonn-København erklæringerne fra 1955 har utvivlsom bidraget til, at både det danske mindretal og det tyske mindretal er blevet en integreret og anerkendt del af vores samfund, idet vi har ret til at drive vores egne skoler, ret til at tale vort sprog og pleje vor kultur samt at vi ikke må diskrimineres på grund af vores nationale sindelag.

Erklæringerne sikrer altså mindretallenes grundlæggende borgerrettigheder. Samtidig har de sørget for, at vi ikke er blevet assimileret og at der i dag stadigvæk findes et dansk mindretal. En meget vigtig pointe når vi taler om mindretalspolitik. 

Erklæringerne står ikke alene når vi taler om mindretalspolitik. Selv om de er en vigtig brik i mindretalspolitikken her i landet, gælder de kun for det danske og tyske mindretal. Men ikke for friserne eller Sinti og Roma. Vi har i 1990´erne fået den europæiske rammekonvention for mindretalsrettigheder og den europæiske sprogcharta. Derudover har landet Slesvig-Holsten siden 1990 sikret det danske mindretals og frisernes beskyttelse i landets forfatning. I 2012 blev Sinti og Roma optaget i landets forfatning og i 2014 har vi endelig fået sikret de danske skolers økonomiske ligestilling og frisisk undervisning i forfatningen.

Er tiden løbet fra Bonn-København Erklæringerne?

Uden disse progressive erklæringer fra 1955 var vi helt sikkert ikke kommet så langt med udformningen af mindretalspolitikken her i Slesvig-Holsten. Her ved 60-års jubilæet af erklæringerne er der enkelte røster fremme, der mener at erklæringerne har overlevet sig selv og at de måske nu er overflødige. Intet kunne være mere forkert.

Bonn-København Erklæringerne er stadigvæk i dag en afgørende ramme for det danske mindretal, som vi har haft gavn af at henvise til, når der er opstået politiske konflikter om mindretalsspørgsmål. Og dem har vi i de senere år haft en del af. Dette kan understreges ved tre aktuelle eksempler, hvor disse gamle erklæringer har spillet en afgørende rolle:

Eksempel 1:  100 % sagen: 

Da landsregeringen i 2010 ville spare i tilskuddene på de danske skoler ved at skære i tilskuddet fra 100 % til 85 % af hvad en offentlig elev koster, kunne SSW, det danske mindretal og den danske regering henvise direkte til et afsnit i København-Bonn Erklæringerne. Her står der nemlig: ”Med hensyn til understøttelser og andre ydelser af offentlige midler, som tilstås efter frit skøn, må der ikke gøres forskel mellem personer, der tilhører det danske mindretal og andre statsborgere.” 

Landsregeringens fremgangsmåde kunne derfor tolkes som et brud på Bonn-København Erklæringerne. Den danske regering skyndte sig også i den daværende diskussion at sikre de tyske mindretalsskoler 100 % tilskud per elev og stod dermed stærk i den offentlige diskussion. Selv om skolesagen faktisk først blev løst ved at SSW gik ind i landsregeringen og igen sikrede 100 % tilskud til de danske elever, var det i den politiske debat meget vigtigt at kunne henvise til København-Bonn Erklæringerne. Det gjorde indtryk - i hvert fald i Berlin - og var medvirkende til, at forbundsregeringen i to år støttede de danske skoler finansielt og dermed prøvede på at inddæmme konflikten. 

Eksempel 2: klagen mod SSW ved forfatningsdomstolen: 

SSW er det bedste eksempel på hvor vigtig København-Bonn Erklæringerne har været og stadigvæk er for det danske mindretal. Uden forhandlingerne om Bonn-København Erklæringerne var SSW ikke blevet fritaget for 5 % spærregrænsen til landdags- og forbundsdagsvalg. Selv om fritagelsen af SSW ikke var en del af selve erklæringerne blev det nævnt i et tillægsprotokol. Uden fritagelsen for spærregrænsen ville SSW siden 1954 ikke havde haft en landspolitisk rolle, da partiet ikke ville være kommet i Landdagen. Dermed ville mange af de mindretalspolitiske fremskridt, som vi kender dem i dag, ikke være kommet eller i hvert fald ikke kommet så hurtigt. I dag sidder SSW endda for første gang i historien med i landsregeringen. 

Netop det at sikre mindretallene politisk medbestemmelse på øjenhøjde med flertalsbefolkningen er en af pejlemærkerne for en god mindretalspolitik. Politiske medbestemmelse forbedrer integrationen af mindretallet i flertalssamfundet og modvirker en mulig tendens til separatisme. 

Klagen mod SSWs fritagelse fra spærregrænsen ved forfatningsdomstolen i Slesvig har vist, hvor betydningsfuld Bonn-København Erklæringerne stadigvæk er. I dommen fra 2013 bekræfter landets forfatningsdomstol at erklæringerne i folkeretslig forstand anses som juridisk bindene (Uddrag af dommen: ”Solche Erklärungen können völkerrechtliche Bindungswirkung entfalten, wenn sie öffentlich und mit dem Willen zur Bindung abgegeben worden sind. Dies ist in diesem Fall anzunehmen”). Derfor kan man ikke bare afskaffe SSWs fritagelse fra spærregrænsen uden at ændre i grundlaget for erklæringerne.  

Eksempel 3: Landets sprogpolitik: 

I København-Bonn Erklæringerne står der: ”Personer, der tilhører det danske mindretal og deres organisationer, må ikke hindres i, i tale eller skrift, at benytte det sprog de foretrækker. Anvendelsen af det danske sprog overfor domstolene og overfor forvaltningsmyndighederne retter sig efter de herom i lovgivningen fastsatte forskrifter”. Disse formuleringer fra erklæringerne er vigtige i forhold til at landet Slesvig-Holsten nu netop er i gang med at formulere en ny sprogpolitik for mindretallene. Her vil man blandt andet sikre, at det danske sprog fremover kan bruges ved domstolene og overfor forvaltningen uden at det koster noget for de personer eller de organisationer, der kommer med tekster i mindretalssprog. Landsregeringen har altså fået inspiration fra erklæringerne, når den for første gang i landets historie udvikler en sprogpolitik for mindretallene. 

Disse eksempler viser hvor fremadsynet erklæringerne var og hvor holdbare de også vil være fremover. Men det er selvfølgelig vigtig at gøre sig klart, at København-Bonn Erklæringerne kun er rammen for mindretalspolitikken. Denne ramme skal udfyldes af regeringerne, parlamenterne, befolkningen og af mindretallene selv. Hvis rammen ikke bliver omsat ved politisk indsats f.eks. af SSW og andre partier i mindretalspolitikken, eller ikke bliver omsat af landsregeringen eller ikke bliver accepteret af befolkningen, så nytter det heller ikke at have sådanne erklæringer. Således har i hele det historiske forløb siden 1955 en af de afgørende faktor for succesen af mindretalspolitikken været, at begge de nationale regeringer i Danmark og Tyskland altid har bakket op om erklæringerne.

Det kan man jo ikke sige om alle aktører i Slesvig-Holsten. F.eks. har de konservative landsregeringer i årtier haft store problemer med dele af indholdet af erklæringerne. Det skyldes, at CDU-landsregeringen i 1955 faktisk nærmest blev tvunget af forbundskansler Konrad Adenauer til at støtte Bonn-København Erklæringerne. Selv om forbundsregeringen og landsregeringen og de fleste politikere i dag selvfølgelig formelt understøtter København-Bonn Erklæringerne, så har vi jo i de senere år haft eksempler på, at man stadigvæk betvivler væsentlige dele af indholdet. 

Sindelagsprincippet er en udfordring for mindretallet

Det er især en vigtig bestemmelse i erklæringerne, der har stødt mange tyske kræfter i grænselandet i årtier og som derfor i dag er en udfordring for mindretallet. Det drejer sig om sindelagsprincippet. ”Bekendtgørelsen til dansk nationalitet og kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves” står der i erklæringerne. Dette er ofte blevet tolket som ”Däne ist wer will”. 

På den ene side er det en fantastisk formulering, som kendertegner vores grænseland. Den enkelte afgør selv om han vil være en del af det danske mindretal. Det er ikke blodet/afstamningen, der er afgørende og staten må ikke kontrollere tilhørsforholdet til mindretallet. Det er mindretalspolitisk en meget progressiv måde at håndtere nationalitetsspørgsmålet på, idet staten ikke må blande sig i det. Så dem der har formuleret det har virkelig tænkt sig om og været forud for deres tid.

På den anden side stiller dette princip store krav til omverdenen og til os selv i mindretallet. Jeg nævner her tidligere ministerpræsident Peter Harry Carstensen og tidligere gruppeformand i CDU Christian von Boetticher, der offentligt betvivlede, at det overvejende er dansksindede, der sender deres børn i de danske skoler. Junge Union gik endda i forbindelse med forfatningsdomstolens sag mod SSW så vidt, at fornægte eksistensen af et dansk mindretal. Eksistensen kunne ifølge Junge Union ikke bevises, da bekendelsen er frit og ikke må efterprøves af myndighederne. 

De er ikke alene. Langt ind i CDUs bagland og også blandt dele af befolkningen er mange skeptisk overfor denne centrale del af indholdet i Bonn-København Erklæringerne. Her har vi altså som mindretal en stor udfordring for at forklare os og informere flertalsbefolkningen om de faktiske forhold.

Min konklusion er derfor meget klart: Erklæringerne er meget aktuelle og selv om de ikke kan stå alene vil de også fremover være meget vigtige for en positiv udvikling i grænselandet. 

Grundlaget for kronikken er et oplæg som Martin Lorenzen har holdt til paneldiskussion den 12. marts 2015 fra Historisk Samfund i Sønderjylland-afdeling i Sydslesvig ” København-Bonn erklæringerne – 60 år og hvad så? ”