Om SSW

SSWs politik orienterer sig efter den samfundsmæssige og politiske udvikling i Norden. På denne måde giver vi politikken i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten vigtige ny impulser; f.eks. i arbejdsmarkeds-, social- og uddannelsespolitikken.

SSW står for et nærdemokrati, som det findes i de nordiske lande: Politiske beslutninger skal træffes så nært på borgerne som muligt og borgerne skal have mulighed for at tage indflydelse på politikken.

På dette grundlag går SSW ind for at menneskene i vores region skal have chancen for at finde arbejde og leve et godt liv her.

Det danske mindretal har været repræsenteret i det slesvig-holstenske delstatsparlament siden 1946. Fra 1971 til 1996 sad Karl Otto Meyer i Landdagen som SSWs "en-mands-gruppe". Hans konsekvente kamp for demokratiske værdier har gjort SSW kendt langt ud over Slesvig-Holstens grænser.

I 2012 var SSW for første gang i sin historie med til at danne en regering i Slesvig-Holsten. I den såkaldte "kystkoalition", sammen med socialdemokratiske SPD og De Grønne, lykkedes det SSW at realisere mere end 100 valgløfter. Heriblandt ligestillingen af de danske mindretalselever i skoleloven og delstatsforfatningen. Tidligere mangeårige SSW-landdagsmedlem Anke Spoorendonk blev minister for justits, kultur og Europa, hvor hun bl.a. reformerede fredningsloven, indførte delstatens første bibliotekslov og sørgede for højere tilskud på kulturområdet. 

I den aktuelle 20. Slesvig-Holstenske Landdag (2022-2027) er SSW repræsenteret med fire landdagsmedlemmer: Lars Harms, Jette Waldinger-Thiering, Christian Dirschauer og Sybilla Nitsch.

SSW står også stærkt på komunalt plan i Slesvig-Holsten. Partiet opstiller traditionelt til kommunalvalg i de tre nordlige amter Slesvig-Flensborg, Rendsborg-Egernførde og Nordfrisland samt de amtsfrie byer Flensborg og Kiel. 

Ved det seneste distrikts- og kommunalrådsvalg i 2023 opnåede SSW et rekordresultat med et gennemsnit på over 20% af stemmerne, hvilket betyder, at SSW i dag har omkring 260 lokalpolitikere i byrådene i 63 kommuner og byer. SSW har en særlig stærk position i kommunerne tæt på grænsen. Her repræsenterer vi op til 40% af vælgerne.

Med sine godt 3150 medlemmer er SSW det fjerdestørste parti i Slesvig-Holsten efter SPD, CDU og De Grønne. 

Hvad betyder forkortelsen "SSW"?

SSW står for "Sydslesvigsk Vælgerforening". Sydslesvig er en del af det gamle danske hertugdømme Slesvig, som ligger mellem floden Ejderen og den dansk-tyske grænse.

Har du yderligere spørgsmål? Så skriv direkte til os på info@ssw.de

Hvorfor er SSW et dansk-frisisk parti?

SSW blev grundlagt i 1948 som politisk repræsentation for det danske og det frisiske mindretal in Sydslesvig. Du kan læse mere om dette under SSWs historie 

Er SSWerne danske statsborgere?

Det danske mindretal består af mennesker, der har levet i Sydslesvig i generationer eller har tilsluttet mindretallet på et senere tidspunkt. De fleste af dem har tysk pas. 

Har du yderligere spørgsmål? Så skriv til os på  info@ssw.de

Hvor stort er det danske mindretal?

Det skønnes at ca. 50.000 mennesker tilhører det danske mindretal i Sydslesvig. Officielle tal foreligger ikke, fordi staten ikke må kontrollere, om man tilhører mindretallet. På denne måde sikres, at ingen kan diskrimineres på grund af sit tilhørsforhold til mindretallet.