Press release · 07.06.2026 Landdagsvalget 2027: Landsstyrelsen nominerer Christian Dirschauer som spidskandidat
På et seminar i weekenden i Stenbjergkirke har SSWs landsstyrelse drøftet køreplanen og kandidatopstillingen til landdagsvalget i 2027. I den forbindelse nominerede landsstyrelsen formanden for SSWs landdagsgruppe, flensborgeren Christian Dirschauer, som SSWs spidskandidat.
SSWs landsformand Sybilla Nitsch udtaler:
"Vi er meget glade for, at vi kan nominere Christian Dirschauer som spidskandidat. Christian har en klar social og regional profil og har siden 2020 markeret sig som en af de mest profilerede politikere i den slesvig-holstenske landdag. Samtidig er han som tidligere landsformand solidt forankret i både SSW og det danske mindretal. Med Christian Dirschauer går SSW optimistisk ind i denne valgkamp. Vores mål er at gentage det gode valgresultat fra 2022".
Christian Dirschauer siger:
"Jeg er meget beæret og taknemmelig for, at landsstyrelsen har vist mig sin tillid og nomineret mig som SSWs spidskandidat til landdagsvalget i 2027. Med mig i spidsen vil SSW være en stærk stemme for alle mennesker i Slesvig-Holsten, som ellers ikke bliver hørt.
Som mindretalspolitiker er jeg vant til at kæmpe for ligestilling for mindretallene her i delstaten. Det skærper helt naturligt også blikket for andre befolkningsgrupper, der føler sig overset eller forbigået af politik. Derfor ligger sociale spørgsmål og almindelige menneskers behov mig særligt på sinde.
Som del af en håndværkerfamilie har jeg selv oplevet, hvilke bureaukratiske og økonomiske udfordringer vores små og mellemstore virksomheder kæmper med. Og det er sandelig ikke blevet lettere med årene. Mens prestigefyldte projekter som Northvolt får kastet millioner af skatteeuro efter sig, må håndværksmesteren på hjørnet klare sig uden støtte. Det er på tide, at vi igen prioriterer den lokale økonomi, som holder vores samfund kørende hver eneste dag.
I disse udfordrende tider med krige, klima- og energikriser samt økonomiske stramninger kan borgerne i Slesvig-Holsten stole på, at SSW ikke svigter dem.
Vi tager borgernes bekymringer alvorligt og har et politisk tilbud om at føre dette land ind i en mere social, mere skandinavisk og grønnere fremtid. Jeg vil fortsætte mit arbejde for dette mål med fuld kraft. Og jeg vil glæde mig, hvis delegerede på det kommende landsmøde er parate til at gå denne vej sammen med mig igen."
Køreplanen frem mod landdagsvalget:
SSWs spidskandidat til landdagsvalget skal endeligt godkendes af delegerede på SSWs landsmøde lørdag den 26. september i Harreslev.
Umiddelbart efter sommerferien, fra midten af august, vil SSWs medlemmer på regionale valgkredsmøder i Flensborg, Slesvig, Husum, Egernførde og Kiel vælge de lokale valgkredskandidater og indstille kandidater til landslisten. Den endelige liste til landdagsvalget vælges på et ekstraordinært landsmøde den 5. december på A.P. Møller Skolen i Slesvig.
Om Christian Dirschauer:
Christian Dirschauer er 45 år, gift og far til tre børn. Han er opvokset i Flensborg, hvor han også bor i dag. Uddannet inden for offentlig forvaltning har han arbejdet mange år for Flensborg Kommune.
Senest var Christian Dirschauer personalechef i en offentlig administration med mere end 1.500 ansatte. Christian Dirschauer har allerede i sin ungdom været meget aktiv i SSW, heriblandt som formand for SSW Ungdom. Fra 2010 til 2025 var Christian Dirschauer medlem af SSWs landsstyrelse, senest som landsformand fra 2021 til 2025.
Også lokalt i Flensborg har Dirschauer været aktiv i amtsstyrelsen og blev for nylig valgt som formand for SSW Flensborg Øst. Derudover har Christian Dirschauer i mange år engageret sig i den kommunale fagforening Komba, hvor han ligeledes var formand i en årrække.