Kære venner, liiw waane!
Vi må præsentere SSWs newsletters anden udgave. Den første blev vel modtaget af de fleste medlemmer og det viser, at behovet for informationer om SSWs mange politiske initiativer på alle områder er stort. Jeg håber I igen vil opdage mange interessanter artikler og informationer.
Beslutningerne på SSWs hovedudvalgsmøde d. 10. marts på Jaruplund Højskole markerede den foreløbige afslutning på partiets interne proces for at forbedre vores organisation og strukturer, som har været igang i nogle år. Hovedudvalgsmedlemmerne besluttede, at SSWs arbejdsgrupper fremover bliver organiseret som åbne, fleksible og emne- samt opgaveorienterede netværk. Netværkene skal fungere som platforme for dialog, idéudvikling, erfaringsudveksling og konkret politisk eller
projektorienteret arbejde. Der skabes rum for både åben debat og målrettede arbejdsprocesser.
Samtidig besluttede hovedudvalget en ny velkomstkultur for nye medlemmer, som skal sørge for at de fra start bliver bedre integreret i SSWs politiske arbejde.
Allerede i sidste år besluttede SSW en ligestillingsstillingplan for at styrke kvindernes muligheder i partiet og landsforbundets medarbejdere er i fuld gang med at udvikle en ny intern vidensbase for SSWs medlemmer.
SSWs amter er ligeledes i gang med at lægge hånd på en ny distriktstruktur i mange lokalområder. Sidst men ikke mindst har den Dansk-Frisiske Kommunalpolitiske Forening fremlagt et ambitiøst kursusprogram for 2026 for SSWs kommunerådsmedlemmer. Med de nævnte tiltag og mange flere, er vi igang med at fremtidssikre
SSW for de næste år, som især vil være præget af en stribe valgkampe.
Selvfølgelig er vi også i SSW allerede igang på de indre linjer med at planlægge landdagsvalgkampen 2027. Efter påske vil SSWs ledelse drøfte organisation,
beslutningsprocessen og køreplanen med vores amter. I god tid før sommerferien vil vi informere jer allesammen om, hvordan SSW vil håndtere landdagsvalget. En ting er sikkert: Vi vil inddrage SSWs medlemmer i processen med at finde kandidater og udarbejde det kommende landdagsvalgprogram.
Men i modsætning til vores konkurrenter er vi ikke allerede startet med valgkampen. Vi vil fortsætte med vores landdagsarbejde og prøve på at
opnå gode resultater for mindretallene og borgerne i Slesvig-Holsten til det sidste. Det er det vi er blevet valgt på og det kan folk stole på.
De hjerteligste hilsener, god læselyst og god påske ønsker
Jeres
Sybilla Nitsch
SSWs landsformand