Indførelsen af den danske CO2-baserede vejafgift skaber fortsat usikkerhed i den grænseoverskridende godstrafik. Som Flensborg Avis rapporterer, oplever også virksomheder i Slesvig-Holsten høje bøder, selv om de anvender certificerede systemer til korrekt registrering.

"Idéen bag afgiften er forståelig: dem, der udleder mere CO2, skal betale mere. Men når velfungerende systemer i praksis fører til bødefælder, er der noget galt. Fejl i systemet må ikke blive et spørgsmål om overlevelse for små og mellemstore virksomheder", fastslår SSWs trafikpolitiske ordfører i landdagen, Sybilla Nitsch.
Hun opfordrer derfor til at finde en fælles grænseoverskridende løsning, der hurtigt og ukompliceret kan afhjælpe de tekniske problemer.
"Virksomhederne i vores region lever af udvekslingen med Danmark - og omvendt. Det må være i alles interesse, at de tekniske udfordringer bliver harmoniseret, og at det fortsat er muligt at gøre indsigelse på rimelige vilkår," siger Nitsch.
Her ser SSW-politikeren også delstatsregeringen i Slesvig-Holsten som ansvarlig:
"Trafikminister Claus Ruhe Madsen bør straks tage kontakt til sin danske kollega. Når fungerende teknologi fører til bøder, er der tale om en systemfejl. Og den skal løses politisk. Vores virksomheder har brug for retssikkerhed, ikke flere bødeforlæg."
Samtidig hilser Sybilla Nitsch den igangværende klage til EU-Kommissionen velkommen, såfremt den kan medvirke til at få klarlagt praksis:
"Det handler ikke om at placere skyld, men om at finde et retfærdigt og lavpraktisk system for alle parter. Grænseregionen må ikke blive klemt - hverken økonomisk eller politisk."

Weitere Artikel

„Aktuell kämpfen im mittleren Nordfriesland mindestens drei Gemeinden für den Erhalt ihrer Grundschule, da sie nicht genug Kinder beschulen. Hier könnte doch ein Modellprojekt „Grundschule bis zur Klasse sechs“ die Rettung sein. Das würde auch die Gemeinschaftsschule in Bredstedt und die Gymnasien in Niebüll und Husum entlasten.“

„Der SSW ist überzeugt: Wer die Fischerei erhalten will, darf sich nicht darauf beschränken, ihren Rückgang zu verwalten. Wer die Fischerei erhalten will, muss ihr eine Zukunft ermöglichen. Nicht als Museumsstück. Nicht als Nebenerwerb. Nicht ausschließlich als Dienstleister für Monitoring und Naturschutz. Sondern als lebendigen, modernen und wirtschaftlich tragfähigen Bestandteil unseres Landes.