Meldung · 31.12.2021 Nytårshilsen fra det danske mindretal ved landsformand Christian Dirschauer

SSW nytårshilsen til vores danske venner, overbragt af Landsformanden Christian Dirschauer.

Kære landsmænd, kære venner nord for grænsen,

som nyvalgt landsformand for det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), er det mig en ære at komme med en nytårshilsen til vores danske venner.

2021 var igen et begivenhedsrigt år i det dansk-tyske grænseland med glæde, men også med bekymringer. For os i Sydslesvig har den største glæde været, at vi i 2021 for første gang siden 1953 med Stefan Seidler har fået et forbundsdagsmedlem i Berlin. 

SSW stillede for første gang i 60 år op til forbundsdagsvalget, og efter en begivenhedsrig valgkamp sikrede partiet sig med ca. 55.000 stemmer et mandat i Forbundsdagen. Denne succes viser atter engang det sammenhold og den kampgejst, vi har i det danske mindretal sammen med vores frisiske venner.

Stefan Seidler vil i Berlin være mindretallenes og grænselandets stemme og slå i bordet, når vores interesser ikke bliver tilgodeset. Samtidig vil han også være brobygger til Danmark og Skandinavien og prøve på at henlede forbundsdagspolitikernes opmærksomhed på Norden.

Tyskland er Danmarks største landsfaste nabo, den vigtigste handelspartner og en nær allieret både i EU, NATO og i mange andre internationale sammenhænge. SSW arbejder både i Berlin, Kiel og i Sydslesvig for, at denne kendsgerning ikke bliver glemt på begge sider af grænsen. Tyskland kan lære af Danmark og omvendt. 

Vi i mindretallet er af den opfattelse, at det fællesskab, som vi har med Danmark, bør udbygges meget mere, og her ser vi os med vores kulturelle baggrund som naturlige brobyggere mellem landene. Vi vil med vores erfaringer fra det dansk-tyske grænseland og Skandinavien bidrage til en positiv politisk udvikling. 

Genforeningsåret blev i 2021 med forsinkelse afsluttet ved dronning Margrethes besøg bl.a. på Dybbøl Banke i juli 2021. Vi i Sydslesvig tænker i den forbindelse med stor taknemmelighed på Hendes Majestæts besøg i september 2019 i Slesvig-Holsten. Dette besøg, som heldigvis kunne gennemføres, før corona-pandemien kom, viste atter det tætte bånd mellem kongehuset og det danske mindretal. Besøget af Hendes Majestæt bliver der stadigvæk talt om i vores egne rækker. Dronning Margrethes forståelse for vores situation og historie gjorde stort indtryk på os og gjorde så godt.

Taknemmelige er vi i mindretallet også for den store støtte, vi får af jer i Danmark. Jeg tænker her ikke kun på den økonomiske støtte, som stadig er meget vigtig, men også på den menneskelige og kulturelle støtte, som er så vigtig for os. 

Med særlig taknemmelighed vil jeg nævne gaven fra A.P. Møller-fonden, som sikrer at det danske mindretal får et nyt Danevirke-museum om nogle år. Det nye museum bliver flot og moderne. Netop Danevirke – Nordens største forsvarsværk – er et symbol på vores fælles historie. At både Danmark og Slesvig-Holsten betaler driftsomkostningerne for det nye museum i fællesskab viser, hvor langt vi er kommet med det gode naboskab. 

Det danske mindretal har brug for en tæt kontakt henover grænsen og en tæt livlinje til vores moderland. Grænselukningen i marts 2020 var et stort chok for os, og også den delvise lukning af grænsen i starten af 2021 vanskeliggjorde livet i grænselandet og for mindretallene.

Vi er derfor meget glade for, at både den danske og den tyske regering her i efteråret har signaliseret, at de er lydhør for at inddrage grænselandets beboere, når der sker ændringer i, hvordan grænsekontrollen bliver håndteret. 

Lad mig sige det klart og tydeligt: Vi i det danske mindretal og beboerne her i grænselandet har brug for en åben grænse og en grænsekontrol, der ikke giver alt for mange gener eller forhindringer, når man vil krydse grænsen. Corona-pandemien har vist, hvor tætte bånd der er mellem grænselandets beboere både fra mindretallet og flertallets befolkning. Disse venskabelige bånd bør ikke glemmes i dagligdagen. 

Coronaviruset har desværre her ved årskiftet atter fat i os både i Danmark og Tyskland. Vi må erkende, at denne virus er vanskelig at bekæmpe og nok vil følge os i et stykke tid endnu. Det giver anledning til bekymring, men jeg tror, at vi i fællesskab kan gøre meget for at komme denne virus til livs ved at lære af hinandens erfaringer og udveksle dem med hinanden. På lang sigt vil vi besejre viruset, men kræver fortsat meget disciplin af os alle.      

Selv om coronaviruset her sidst på året igen har gjort det sværere for os i det danske mindretal at mødes, er jeg optimistisk for det nye år. Det danske mindretal er en anerkendt del af samfundet i Slesvig-Holsten og er godt rustet til de kommende udfordringer.  

For os i SSW gælder det om igen at få et godt resultat ved landdagsvalget, som bliver afholdt i maj 2022. For os i mindretallet er landdagsvalget det vigtigste valg. Med fælles opbakning fra det danske mindretal og vores frisiske venner er jeg fortrøstningsfuld og ser positivt på det nye år 2022. 

Den positive udvikling i de seneste årtier ville ikke have været mulig, hvis ikke det danske mindretal blev understøttet af Danmark og danskerne. Jeg vil her endnu engang takke for den hjælp og den støtte, vi får af det danske folk. Uden den ville vi som mindretal ikke kunne leve en så dansk hverdag i Sydslesvig, som vi kan i dag.  

Tak for hjælpen og godt nytår til jer alle sammen.

Weitere Artikel

Pressemitteilung · 07.11.2024 SSW bereit für die Bundestagswahl: Eine starke Stimme für den Norden in Berlin

Zum Bruch der Ampel-Regierung und der Aussicht auf vorgezogene Bundestagswahlen erklärt der Landesvorsitzende des SSW, Christian Dirschauer:

Weiterlesen

Pressemitteilung · 07.11.2024 Seidler zum Ampel-Aus: Der SSW bleibt die starke Stimme des Nordens in Berlin

Nach dem Ampel-Aus gestern Abend kommentiert der SSW-Bundestagsabgeordnete Stefan Seidler:

Weiterlesen

Pressemitteilung · 07.11.2024 Kitagesetz: Unzufriedenheit zieht sich wie ein roter Faden durch den Reformprozess

Zur heutigen mündlichen Anhörung im Landtag zur Änderung des Kitagesetzes erklärt der sozialpolitische Sprecher der SSW-Fraktion, Christian Dirschauer:

Weiterlesen